鈥淗an var som naboens s酶n鈥�
Lisbeth Rütz, Vatican News
鈥淗an var som naboens søn鈥�. Sådan beskriver dagbladet Corriere della Sera Pier Giorgio Frassati, der helgenkåres søndag den 7. september i Rom. Han blev født i 1901 i en rig familie i Torino og døde den 4. juli 1925, kun 24 år gammel.
Pier Giorgios mor, Adelaïde Ametis, var en kendt malerinde og faderen, Alfredo Frassati, var journalist og ejer af den liberale avis La Stampa i Torino. Faderen var personlig ven af Giovanni Giolitti, der var Italiens premierminister fem gange mellem 1892 og 1921. Faderen var også aktiv i det politiske liv og var en overgang Italiens ambassadør i Tyskland.
Pier Giorgio var aktiv sportsmand og ivrig bjergbestiger. Han var lægdominikaner, og det daglige møde med Jesus i eukaristien kan betragtes som centrum for hans åndelige liv. Fra ganske ung var han meget engageret i at arbejde for fattige og marginaliserede mennesker, som han også knyttede stærke venskaber til. Man kunne betegne ham som en katolsk aktivist, hvis holdning var, at det ikke var nok med velgørenhed 鈥� der skulle også sociale reformer til. Som ung sluttede han sig til don Luigi Sturzis Partito Popolare og var med i den katolske studenterorganisation F.U.C.I., som han dog senere forlod i protest, fordi hans lokale afdeling sluttede op om fascistpartiet. Pier Giorgio var også med til at grundlægge den katolske avis Il Momento. I 1923 鈥� året for Mussolinis magtovertagelse - var han med til Partito Popolares kongres i Torino, hvor der opstod splittelse mellem antifascisterne og den del af partiet, der støttede Mussolini.
Han levede i en tid med stærke spændinger og hurtige, dybtgående forandringer som følge af den begyndende industrialisering. I byen opstod der et nyt bourgeoisi, der var knyttet til industrialiseringen. Her spillede Pier Giorgios far som journalist og bladejer en ledende rolle
Torino blev social motor i industrialiseringen af Italien. Samtidig var byen også præget af fattigdom blandt de mennesker, der kom til byen for at arbejde i industrien. Pier Giorgio engagerede sig i det skjulte dybt i at hjælpe disse mennesker 鈥� et engagement faderen først forstod omfanget af, da tusindvis af fattige mennesker dukkede op til Pier Giorgios begravelse. Pier Giorgio døde efter få dages sygdom af børnelammelse - formentlig blev han smittet med sygdommen efter et sygebesøg hos nogle fattige.
Syv år efter hans død begyndte kanoniseringsprocessen i 1932. Processen blev dog i 1945 sat i bero af pave Pius XII på grund af rygter, der senere er fundet grundløse. I 1977 besluttede pave Paul VI at genoptage processen; i 1987 kom der en erklæring fra Vatikanet, der anerkendte hans heroiske dyder, og i 1990 blev han saligkåret af pave Johannes Paul II. I 2023 anerkendte dikasteriet for helgenkåringer en mirakuløs helbredelse, der kan tilskrives ham. Dermed var vejen banet for helgenkåringen.
