杏MAP导航

Oversættelse 鈥� Lisbeth Rütz Vatikanstaten

Ved sin generalaudiens onsdag den 28. maj fortsatte pave Leo pave Frans鈥� katekeser om håbet i Jesus Kristus. Han tog udgangspunkt i følgende passus fra Lukas, 10,25-37.

 Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?«  Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?«  Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«  Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«  Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?«  Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.  Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi.  Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.  Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham.  Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.  Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.  Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«  Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Pavens katekese

Kære brødre og søstre

Lad os begynde med at meditere over nogle af de lignelser, der er en anledning til at skifte perspektiv og åbne os for håbet. Manglen på håb skyldes nogle gange den kendsgerning, at vi stivner i en bestemt rigid og lukket måde at se tingene på, og lignelserne hjælper os til at se dem ud fra en anden synsvinkel.

I dag ville jeg gerne tale til jer om en ekspert, en velforberedt person, en lovkyndig, der dog har brug for at ændre perspektiv, fordi han koncentrerer sig om sig selv og ikke opdager de andre (jvf. Lukas 10,25-37). Han spørger faktisk Jesus om, hvordan man 鈥渁rver鈥� evigt liv, idet han bruger et udtryk, som han forstår som en utvetydig rettighed. Men bag dette spørgsmål skjuler der sig måske netop et behov for opmærksomhed. Det eneste ord, han beder Jesus om oplysninger om, er termen 鈥�næste鈥�, der bogstaveligt talt vil sige den der er nær.

Af denne grund fortæller Jesus en lignelse om en vandring for at ændre dette spørgsmål, for at gå fra hvem viser mig kærlighed? til hvem viste kærlighed?  Det første spørgsmål er umodent, det andet er spørgsmålet fra den voksne, der har fået meningen med sit liv givet. Det første spørgsmål er det, vi kommer med, når vi stiller os ind i hjørnet og venter; det andet er det, der driver os til at gå på vandring.

Den lignelse, som Jesus fortæller, har som baggrund netop en vej, og det er en vanskelig og ufremkommelig vej som livet selv. Det er den vej, der bliver vandret på af en mand, der stiger ned fra Jerusalem, byen på bjerget, til Jeriko, byen under havets overflade. Det er et billede, der fungerer som forspil til det, der kunne ske: så sker der faktisk det, at denne mand bliver overfaldet, pryglet, bestjålet og efterladt halvdød. Det er det, der sker, når situationer, personer, nogle gange dem vi har stolet på tager alt fra os og lader os tilbage midt ude på vejen.

Men livet består af møder, og i disse møder viser vi, hvad vi er. Vi står foran den anden, foran hans skrøbelighed og svaghed, og vi kan bestemme, hvad vi vil gøre: tage os af det eller lade som ingenting. En ypperstepræst og en levit går ned ad den samme vej. De er personer, der tjener i templet i Jerusalem, som bor i det hellige område. Alligevel fører den kultiske praksis ikke automatisk til, at man bliver et menneske præget af medfølelse. Før det er et religiøst spørgsmål, er medlidenhed faktisk et spørgsmål om menneskelighed! Før vi er troende, kaldes vi til at være menneskelige.

Vi kan forestille os, at efter at have været i Jerusalem i lang tid har denne præst og denne levit travlt med at vende hjem. Det er netop dette hastværk, så nærværende i vores eget liv, der mange gange forhindrer os i at have medfølelse. Den der tror, at hans egen rejse skal have førsteprioriteten, er ikke villig til at standse for en andens skyld.

Men så kommer der en, der faktisk evner at standse op: det er en samaritaner 鈥� altså én, der tilhører et foragtet folk (jvf. 2. Kongebog, 17) - for hans vedkommende præciserer teksten ikke retningen, men siger kun, at han var på rejse.  Religiøsitet kommer ikke ind i billedet her. Denne samaritaner standser simpelthen, fordi han er en mand, der står foran en anden mand, som har brug for hjælp.

Medfølelsen udtrykkes gennem konkrete gestusser. Evangelisten Lukas dvæler ved samaritanerens handlinger. Vi kalder ham 鈥渂armhjertig鈥�; men i teksten er han simpelthen en person: samaritaneren nærmer sig, for hvis du vil hjælpe nogen, så kan du ikke overveje at holde dig væk, du må involvere dig, snavse dig til, måske blive smittet. Han forbinder hans sår efter at have renset dem med olie og vin, han transporterer ham på sit ridedyr, dvs. han tager ham på sig som en byrde, for man hjælper virkelig, hvis man er villig til at mærke den andens smerte. Han får ham hen til et herberg, hvor han giver penge ud - 鈥渢o denarer鈥� - mere eller mindre to dages arbejde, og han engagerer sig i at vende tilbage og evt. betale mere, fordi den anden ikke bare er en pakke, der skal afleveres, men nogen man må tage sig af.

Kære brødre og søstre, hvornår bliver vi også i stand til at afbryde vores rejse og have medlidenhed? Når vi har forstået, at denne sårede mand langs vejen repræsenterer os alle. Og så vil hukommelsen for alle de gange, Jesus standsede for at tage sig af os, gøre os mere i stand til medfølelse.

Lad os altså bede om at vokse i menneskelighed, så vores relationer bliver sandere og rigere på medfølelse. Lad os bede Kristi hjerte om den nåde mere og mere at have de samme følelser.