杏MAP导航

Edoardo Giribaldi – Vatikanstaten Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Ved mødet, der var organiseret af det apostoliske nuntiatur og den katolske bispekonference i det asiatiske land, kom kardinal Koovakad, præfekt for dikasteriet for interreligiøs dialog med et indlæg ved Krishibid Institution Bangladesh.

Dialogen finder sit mest mærkbare udtryk i “vores dyrebareste drøm”, freden. Opbygningen af den  er en vandring, som man går sammen, som “en familie”, men også med samme hengivenhed som hos de “gartnere”, der plejer “broderskabets mark” ved at nære fællesskabsånden og ved at luge ud i “fordommenes ukrudt”. Det er hjertet i det budskab, som pave Leo XIV henvender til deltagerne i det interreligiøse møde Promoting a Culture of Harmony, der foregår i Bangladesh fra den 6. til den 12. september og er organiseret af det apostoliske nuntiatur og den lokale katolske bispekonference. Kardinal George Jacob Koovakad, præfekt for dikasteriet for interreligiøs dialog, som var i Bangladesh for at deltage i mødet, læste budskabet op.

“Et eneste” fællesskab

“Jeg ønsker jer alle den fred, der kun kan komme fra Gud, en våbenløs fred, der vælger at lægge våbnene, som altid søger kærligheden og især er ved siden af den, der lider”, skiver paven i dokumentet. Her roser han dem, der har organiseret mødet for at have valgt et tema, der afspejler “den ånd af broderlig åbenhed som mennesker af god vilje søger at dyrke sammen med dem, der dyrker andre religiøse traditioner”. Det er et valg, der har rødder i overbevisningen om, at menneskeheden er “et eneste” fællesskab i sin oprindelse og sin bestemmelse under Gud. Det står der i  ,deklarationen fra Det andet Vatikankoncil om Kirkens relationer med de ikke-kristne relationer. Som én familie er vi fælles om muligheder og ansvar for at fortsætte med at nære en harmoniens og fredens kultur.

At dyrke dialogen “som gartnere”

Kulturbegrebet - skriver pave Leo - skal forstås i bredeste forstand: ikke blot som “en arv af kunstarter, ideer og institutioner”, men også som et “miljø”, der gavner vækst. Lige som et sundt økosystem tillader forskellige planter at trives side om side, tillader en sund, social kultur forskellige fællesskaber at leve sammen i harmoni. At dyrke denne kultur betyder at levere

“ sandhedens lys, kærlighedens vand og frihedens og retfærdighedens jord”. Når denne harmoni forsømmes, kommer der mistro, stereotyperne konsolideres, og ekstremister udnytter angsten for at så splittelse.

Sammen, som kammerater i dialogen mellem religionerne, er vi som gartnere der plejer denne broderlighedens mark ved at hjælpe med at holde dialogen frodig og ved at fjerne fordommenes ukrudt.

Så tillid, arbejd for forståelse

Paven understreger, at forskellene i trosgrundlag eller afstamning aldrig bør splitte mennesker. Tværtimod er mødet mellem venner og en dialogisk praksis konkrete instrumenter til at modsætte sig splittelsens, hadets og voldens kræfter.

Hvor andre har sået mistillid, vælger vi tillid; hvor andre kunne give næring til angst, arbejder vi for forståelse; hvor andre ser forskelle som hindringer, anerkender vi dem som veje til gensidig berigelse.

At bygge freden op sammen

At bygge en harmoniens kultur op betyder at dele konkrete erfaringer udover ideerne. Som den hellige Jakob minder om, “den rene og uplettede religion for Guds øjne ... består i at besøge forældreløse og enker i deres prøvelser”. Paven noterer sig, at Bangladesh allerede har oplevet konkrete eksempler på enhed: personer med forskellig tro samarbejdede og bad sammen under ulykker og tragedier ved at bygge broer mellem fællesskaber, mellem teori og praksis, mellem forskellige trosbekendelser. Disse gestusser hjælper med til at overvinde mistillid og til at styrke modstandskraften mod “de røster der splitter”.

Når vores dialog oversættes til konkrete handlinger, lyder der et mægtigt budskab: fred, ikke konflikt er vores dyrebareste drøm, og at bygge den op er en opgave, som vi tager fat på sammen.

Byggesten i “kærlighedens civilisation”

Paven konkluderer ved at gentage Den katolske Kirkes engagement i at gå på denne vej sammen med de lokale fællesskaber. Enhver dialogens gestus – fra gruppediskussioner til projekter med fælles tjeneste og til små høflighedsudtryk mod en nabo med en anden religion er “mursten” i det, som den hellige Johannes Paul II kaldte “kærlighedens civilisation”. Leo XIV forsikrer til sidst om sin følelse af broderskab og sine forbønner ved at ønske alle fred, harmoni og broderskab, ikke blot for Bangladesh, men for hele verden.

Kardinal Koovakads indlæg

I sit indlæg citerede kardinal Kovakad dokument om broderskab mellem mennesker, som blev underskrevet i Abu Dhabi den 4. februar 2019 af pave Frans og storimam ved al-Azhar, Ahmad al-Tayyeb. I Krishibid Institution Bangladesh, understregede kardinalen, hvordan dette dokument inviterer menneskeheden til at forene deres kræfter for at opbygge en kultur med gensidig respekt og ved at afvise tabet af empati og medlidenhed, udbredelsen af korruption og uærlighed og den deraf følgende svækkelse af offentlig tillid. En grobund, der er en drivkraft for “desperation” og tilslutning til ekstremistiske religiøse strømninger, som næres af “frygt, usikkerhed og blind fanatisme”. De munder ofte ud i en “nedadgående spiral mod en fundamentalisme, der i den grad kan føre til personlig selvødelæggelse og social ødelæggelse”, sagde han. Det er muligt at gå op mod dem gennem promoveringen af en “tolerancens kultur” i overbevisningen om, at religioner “aldrig må være kilde til krig, had, fjendtlighed og ekstremisme”. Koovakad gjorde det i øvrigt tydeligt, at dialog aldrig betyder “at nogen skifter religion”, men at man lytter, respekterer og lærer af andre ved især at opmuntre unge til at afbalancere tradition og modernitet og gå imod spændinger mellem religiøse fællesskaber.