"En helgen fra b?nken ved siden af dig”
Edoardo Giribaldi og Benedetta Capelli – Vatikanstaten Oversættelse og redigering – Lisbeth Rütz, Vatikanstaten
“Han var ikke en glansbilledhelgen”. Den der forventede en mønsterstudent med topkarakterer i alt må tro om igen. I Carlo Acutis karakterbog manglede ikke notater, der i dag får sr. Monica Ceroni til at smile. Det er enkle ord, hun retter til Vatikanets medier; men de gemmer på kostbare minder. Det var hende, der som ordenssøster fra kongregationen den hellige Marcelinas søstre underviste Kirkens første “millennial helgen” på en katolsk privatskole i Milano. Carlo Acutis blev født i London i 1991og kanoniseres den 7. september, samme dag som en anden ung, Pier Giorgio Frassati. I otte år – fra han var seks til han var fjorten - tilbragte Carlo en stor del af sin tilværelse i korridorerne på søstrenes skole – mellem skolebænkene, stemmerne fra kammeraterne og aktiviteter i skolegården. En helt almindelig skolegang, der med tiden blev til noget særligt.
Søn, ven, student
“Carlo var en god søn, en god ven, en god student, forklarer søster Monica – men ikke i den stereotype betydning”. Han var ikke altid lige velforberedt; hans livlighed og nysgerrighed drev ham til at søge den dybe mening i tingene. Han var en elev “uden for nummer” som nogle gange ikke fulgte en time perfekt, fordi han “ledte efter noget andet”. Karakterbladet var ikke uden mangler; men i faget religion fik han altid højeste karakter. “Og jeg giver ellers ikke så meget rabat”, understreger ordenssøsteren. Carlo var også en ven; han viste tillid, han forstod at gøre alle til vigtige personer, især dem der var udenfor. Han var en god søn, han adlød sin mor, men med den typiske frihedstrang, som fjortenårige har. Bag udstrålingen af hellighed var der altid en konkret teenager, åbenhed for smil, intelligente spørgsmål, små strategier for at slippe for lektierne. “Jeg husker – smiler sr. Monica – den gang hvor han gemte sig i et skab sammen med en kammerat, der hed Lorenzo. De sprang ud og råbte “bøh”. De gjorde matematiklæreren så forskrækket, at hun tilkaldte skolelederen”
En tro der ikke var påtaget
For sr. Monica var Carlos “heroiske tro” ikke noget påtaget, men liv. “Han gik ikke rundt med rosenkransen i hånden og bad særlige bønner”. Hans venskab med Jesus var en “daglig kompasnål”. Det er det, der får ham til at ligne andre unge og vise, at man godt kan være livlig og vild med videospil og IT, der dengang var i sin vorden og samtidig leve som en “troshelt”. Netop denne autenticitet forklarer i følge læreren den fascination, som Carlo har endnu i dag. “Jeg lever mellem de unge: de spørger om troværdige vidner. Det var Carlo: han var helstøbt, han elskede eukaristien, var i stand til at gøre troen til noget tilgængeligt, ikke noget fjernt”.
Carlos ry efter døden
Da Carlo døde – kun 15 år gammel – i 2006 – af en hurtigt fremadskridende leukæmi, var der mange, der samledes om familien. Sr. Monica husker særligt “enkle, ydmyge” personer, der næsten frygtsomt samledes bagest i kirken, taknemmelige for at kunne deltage. Men for søsteren bliver Carlo ved med at være den dreng, der løb ned ad trapperne og spurtede gennem korridorerne med de nyvaskede gulve. “Når jeg går forbi billedet af ham som det hænger der mellem de andre elever, så betror jeg de børn, jeg møder, til ham. Jeg siger til ham: “ hej Carlo, sørg du for dem”. En “helgen fra skolebænken ved siden af”, der fortsætter med at leve videre i enkle og dagligdags gestusser på den skole, der så ham vokse op.
