“Vi administrerer det, Gud har givet os”
Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Pave Leo XIV vil den 9. juli fejre en privat messe for skaberværket på Castel Gandolfo sammen med de ansatte på Borgo Laudoto Si’, meddelte kardinal Michael Czerny, præfekt for dikasteriet for holistisk menneskelig udvikling torsdag den 3. juli ved en præsentation i Vatikanet af et nyt dekret for fejring af messen “pro custodia creationis” (for varetagelse af skaberværket). Denne messe skal indgå i Messale Romano under messer “pro variis necessitatibus vel ad diversa” (for forskellige nødvendige eller varierende anliggender), fortæller Corriere della sera torsdag. Messen den 9. vil være den første, der fejres efter det nye dekret.
Borgo Laudato Si’ er et område på 55 hektarer med haver, drivhuse og bygninger ved pavens sommerresidens i Castel Gandolfo. Institutionen Borgo Laudato Si’ er grundlagt af pave Frans og beskæftiger sig med økologisk opdragelse, bæredygtighed og cirkulær økonomi. Formålet er bl.a. at føre ideerne bag encyclikaen Laudato Si’ (2015) ud i livet.
I alt indeholder Messale Romano 49 messer og rogationer (bønner) til forskellige lejligheder. 20 angår Kirken, 17 forskellige samfundsanliggender og 12 andre anliggender.
Markering af to vigtige jubilæer
De nye tekster markerer to vigtige jubilæer i følge Vatican News. For 35 år siden - i 1995 -udsendte pave Johannes Paul II et budskab til Verdensfredsdagen med titlen “Fred med Gud, Skaberen, fred med alt det skabte” og i 2015 kom encyclikaen Laudato Si’, der arbejder for en holistisk økologi.
Kardinal Czerny understregede under præsentationen, at det skabte altid er til stede i katolsk liturgi, fordi “eukaristien forbinder Himmel og jord, omfavner og gennemtrænger alt det skabte. Og når man fejrer den, takker hele kosmos Gud”.
Det liturgiske år fejrer hvert eneste øjeblik skabelsens mysterium, sagde ærkebiskop Vittorio Francesco Viola, der er sekretær i dikasteriet for gudstjenestefejring og sakramentsforvaltning. Som eksempel nævnte han første læsning i påskevigilien, hvor skabelsesberetningen (Genesis 1,1 – 2,2) fortæller om, hvordan alt blev til.
Han udtrykte taknemmelighed for pave Frans’ store indsats for at øge bevidstheden om den økologiske krise, vi er midt i. Prælaten fremhævede blandt andet Quattro tempora – fire tidsafsnit med tre dages faste og abstinens, der er indstiftede af kirken og kan fejres ved indledningen af en ny årstid.
Vi er ikke Gud
Ærkebiskop Viola manede til ærbødighed over for det skabte: “ Vi er ikke Gud. Jorden er der før os og er blevet givet os. I dag må vi på det skarpeste afvise, at den kendsgerning vi er skabt i Guds billede og har mandat til at underlægge os jorden giver os et absolut herredømme over andre skabninger”, sagde kardinalen.
Dekretets indhold
Dekretet understreger, at skaberværket i dag er alvorligt truet af uansvarlig brug af de goder, Gud har givet os. Som eksempler på de bibelske tekster der foreslås til messefejring nævnes en passus fra Visdommens Bog (13,1-9), hvor mennesker, der ikke anerkender Gud i hans skabelse kaldes “tåbelige”., salme 18 “Himlene fortæller om Guds ære” og Kolossenserbrevet, hvor Paulus taler om Jesus Kristus som “den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte”.
Endvidere nævnes to passi – den første fra Matthæusevangeliet (6,24-34), hvor Jesus opfordrer til at se på himlens fugle, der hverken sår eller høster og liljerne på marken, der ikke arbejder og ikke spinder.
Den anden passus fra Matthæusevangeliet (8,23-27) beskriver, hvordan Jesus truer ad storm og sø og der bliver blikstille.