Tanker om jubel?ret 2
Sammenfatning og redigering: Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
“Aperite portas”! - “Åbn portene!” er titlen på en podcast udgivet af Radio Vaticana i anledning af jubelåret, der blev indledt julenat 2024 af pave Frans. Pave Bonifatius VIII, der udråbte det første ordinære jubelår i 1300, er “studievært” og “ rejseleder” og fortæller her i andet afsnit om begrebet “pilgrimsrejse”:
”Det, der tæller mest, er i grunden ikke, hvor mange kilometer man er rejst, men den omvendelsens vej, som man går i sit eget hjerte. At være pilgrimme betyder at nærme sig Gud og ikke bare stå stille”.
”Det er vigtigt, at pilgrimmen føler sig behandlet som et familiemedlem mere end som en gæst. Han skal føle sig hjemme, ventet, elsket og set på med barmhjertighedens øjne. Hvad enten han er ung eller gammel, rig eller fattig, syg og forpint eller bare er en nysgerrig turist, skal han kunne finde den modtagelse, der skal til. For i enhver er der et hjerte, der søger Gud – nogle gange uden at man selv er helt klar over det”.
Om pilgrimsrejsen siger pave Frans den 21. januar 2016 i barmhjertighedens jubelår: ”Det ville være en fejl at mene, at den, der tager på pilgrimsrejse, lever en spiritualitet, der ikke er personlig, men er en massespiritualitet.
Hver pilgrim bærer på sin egen historie og tro - lys og skygger fra sit eget liv. Enhver pilgrim har et særligt ønske i hjertet og en særlig bøn med sig. Den der går ind i pilgrimshelligdommen føler sig straks som om han var hjemme, modtaget, forstået og støttet.
Jeg kan godt lide at tænke på profeten Anna, mor til profeten Samuel. Hun kom i templet for at bede til Herren om at få en søn. Men præsten i templet troede, hun var fuld og ville jage hende væk
Anna er en god repræsentant for de mange personer, vi kan møde i vores helligdomme. De har øjnene rettede mod krucifikset eller Mariabilledet og beder en bøn med tårer i øjnene, fulde af tillid. Pilgrimshelligdommen er virkelig et sted, der er der for at møde Herren og berøre hans barmhjertighed”.
En bekræftelse af troen
15 oktober 1983 i det ekstraordinære forløsningens jubelår” siger Johannes Paul II: ”her i Rom – i kristenhedens centrum - har I igen bekræftet jeres tro med bøn og meditation. Også mødet med storslåede minder fra den kristne religion har for jer været til stor gavn, fordi de forbindes med de første udtryk for evangeliets budskab og formidler dem; og i historiens løb vidner om de frelsens sandheder, der er kernen i vores liv og en lysende sti i vores moralske liv”.
”Frygt ikke – tro kun siger jeg til jer med den guddommelige mester Jesus”, siger pave Johannes Paul II, der ønsker for pilgrimmene, at deres vandring vil være ”kilde til indre, åndelig tilfredshed og et fast forsæt om et kristent liv, der vil blive mere og mere overbevist, sammenhængende og virkningsfuldt”
Hvorfor på pilgrimsrejse?
Men hvorfor tager man egentlig på pilgrimsrejse? Det spørgsmål stiller pave Paul VI den 25. april 1975 til en flok pilgrimme i Rom:
”Et slags spørgsmål til jer: hvorfor er I kommet? Er I på turistrejse eller en fromhedsrejse? Er I der for simpelthen at være med til jubelåret sammen med de andre - uden at forsøge at gennemtrænge den dybe, autentiske betydning? Er I kommet for passivt at tilslutte jer, for at få en original erfaring?
Hvad mener I unge, troende, præster, ordensfolk? Hvordan ville I definere jubelåret? Vi opdager alle, at der ikke er et, men mange svar, som man kan give.
Jubelåret er en stor og kompleks ting. Den kan i enhvers livshistorie betyde et helt specielt, afgørende øjeblik i den enkeltes liv. Dette er allerede et første svar”.
