杏MAP导航

Oversættelse – Lisbeth Rütz Vatikanstaten

Helbredelsen af Jairus' datter og af kvinden med blødninger (Markus 5,25-43)

Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre.  Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe.  For hun tænkte: »Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.«  Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen.  Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: »Hvem rørte ved mit tøj?”  Og hans disciple sagde til ham: “Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?”  Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det.  Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden.  Han sagde til hende: “Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!”

Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: “Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?”  Men da Jesus hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: “Frygt ikke, tro kun!”  Og han tillod ikke andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med.  Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget, og han gik ind og sagde til dem: “Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.  De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå.  Så tog han barnets hånd og sagde til hende: “Talitha kum!” – det betyder: “Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!”  Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev fuldstændig ude af sig selv.  Men Jesus befalede dem strengt, at ingen måtte få dette at vide, og han sagde, at hun skulle have noget at spise.

Pavens katekese

Kære brødre og søstre

Lad os også i dag meditere over Jesu helbredelser som et håbstegn. I Ham er der en kraft, som også vi kan erfare, når vi går ind i en relation til Hans person.

En meget udbredt sygdom i vores tid er livsleden: virkeligheden forekommer os for kompleks, tung, vanskelig at møde. Og så udslukkes vi, vi falder i søvn, i illusionen om, at når vi vågner, vil tingene være anderledes. Men vi er nødt til at møde virkeligheden, og sammen med Jesus kan vi gøre det på en god måde. Nogle gange føler vi os blokerede af dommen fra dem, som ønsker at sætte etiketter på andre. Det forekommer mig, at man kan finde et svar på disse situationer i en passus fra Markusevangeliet, hvor to historier sammenflettes: den om en tolvårig pige, der ligger syg i sin seng og er døende og den om en kvinde, der i tolv år har haft blødninger og søger Jesus for at kunne blive helbredt (jvf. Markus 5,21-43)

Mellem disse to kvindefigurer anbringer evangelisten pigens far: han bliver ikke hjemme for at beklage sig over datterens sygdom, men går ud og beder om hjælp. Skønt han er synagogeforstander, kommer han ikke med krav, der er begrundet i hans sociale stilling. Når man er nødt til at vente, mister han ikke tålmodigheden og venter. Og når de kommer for at sige til ham, at hans datter er død og det er til ingen nytte at forstyrre mesteren, fortsætter han med at tro og håbe.

Denne fars samtale med Jesus afbrydes af kvinden med blødningerne. Det lykkes hende at nærme sig Jesus og røre ved hans kappe (v.27). Denne kvinde har meget modigt taget beslutningen om at forandre sit liv: alle blev ved med at sige til hende, at hun skulle holde afstand, at hun ikke skulle vise sig. De havde dømt hende til at holde sig skjult og isoleret. Nogle gange kan også vi være ofre for dommen fra andre, der kræver at vi skal iføre os en dragt, som ikke er vores. Og nu har vi det dårligt og kan ikke komme ud af den.

Hun tror på helbredelse

Denne kvinde går ind på frelsens vej, når der i hende spirer en tro frem på, at Jesus kan helbrede hende - så finder hun kraften til at gå ud og forsøge at lede efter Ham. Hun vil gerne i det mindste berøre Hans tøj.

Der var så mange mennesker rundt om Jesus, og derfor var der mange mennesker, der kom i berøring med ham, og dog sker der ikke noget med dem. Men da denne kvinde rører ved Jesus, bliver hun helbredt. Hvori ligger forskellen? Idet han kommenterer dette sted i teksten, siger den hellige Augustin - i Jesu navn -: “Folk samles om mig, men troen berører mig (Prædiken 243, 2, 2). Sådan er det: hver gang, vi retter en troshandling mod Jesus, opstår der en kontakt med Ham, og øjeblikkelig flyder hans nåde fra Ham. Nogle gange opdager vi det ikke, men på en hemmelig og virkelig måde når nåden os og forandrer ganske langsomt livet indefra.

Måske er der også i dag mange personer, der nærmer sig Jesus på en overfladisk måde, uden virkelig at tro på Hans magt. Vi tramper hen over gulvet i vores kirker; men måske er hjertet et andet sted! Denne stille og anonyme kvinde overvinder sin angst, idet hun rører ved Jesu hjerte med sine hænder, der anses for urene på grund af sygdommen. Og se, hun føler sig straks helbredt. Jesus siger til hende: Datter, din tro har frelst dig. Gå i fred” (Markus 5,34)

Tro kun!

I mellemtiden kommer de til faderen med nyheden om, at hans datter er død. Jesus siger til ham: “Frygt ikke, tro kun!” (v.36) Så går han hjem, og da Han ser, at de alle græder og råber, siger Han: “Barnet er ikke dødt, men hun sover” (v.39). Da Han kommer ind i værelset, hvor pigen lå, tager Han hende ved hånden og siger til hende:  ”Talità kum”, “Pige, rejs dig op!” pigen rejser sig og begynder at gå (jvf. v. 41-42). Denne gestus fra Jesus viser os, at Han ikke bare helbreder fra enhver sygdom, men også vækker op fra de døde. For Gud, som er det evige Liv, er kroppens død som en søvn. Den sande død er sjælens død: den skal vi være bange for!

En sidste detalje: efter at have genopvakt barnet fra de døde siger Han til forældrene, at de skal give hende noget at spise (jvf. v. 43). Her er der et andet, meget konkret tegn på Jesu nærhed til vores menneskelige natur. Men kan vi også forstå den på en dybere måde og spørge os selv: når vores børn er i krise og har brug for en form for åndelig næring, forstår vi så at give dem det? Og hvordan kan vi gøre det, hvis vi ikke selv næres af Evangeliet?

Kære brødre og søstre – i vores liv er der øjeblikke med skuffelse og mismod, og der er også den erfaring, at døden er til. Lad os lære af denne kvinde, af denne far: lad os gå til Jesus. Han kan helbrede os, han kan lade os blive genfødt. Jesus er vores håb!