Ny encyclika p? vej?
Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Meget tyder på, at pave Leo er på vej med en ny encyclika. I et interview den 6. juli i dagbladet Il Messaggero sagde fader Alejandro Moral, generalprior for augustinerordenen og én af pave Leos nærmeste venner, at pave Leo ville bruge en del af tiden under sit sommerophold i Castel Gandolfo på at arbejde på en ny encyclika. Morales efterfulgte pave Leo – dengang kardinal Prevost – som augustinerordenens øverste leder. I interviewet taler han blandt andet om, at pave Leo af naturen er en type, der arbejder utrætteligt og ikke under sig selv mange pauser: “Jeg kan huske, at selv dengang han var generalprior, var han den første der gik ned i kapellet tidligt om morgenen, og om natten var der lys i hans værelse til langt ud på natten. Nu, hvor han er pave, har tingene ikke ændret sig særlig meget, og han har mange flere former for ansvar. Men han prøver på ikke at skuffe nogen. Han svarer på mange budskaber på WhatsApp, selv kl. tre om morgenen, hvor han selvfølgelig er ved at være ved slutningen af sin arbejdsdag, før han går i seng. Det er hans natur”.
På spørgsmålet om der kendes en titel på den kommende encyclika svarer fader Moral: “ Det tror jeg ikke. Den anden dag fortalte han mig bare, at han ville bruge disse to uger til at udvikle hovedstrukturen i teksten. Selvfølgelig arbejder han allerede på den; men han er tvunget til at gøre det om aftenen eller i ledige øjeblikke og ville behøve meget mere tid, hvilket er det, der er under ferien. Hvad angår titlen, ved jeg det ikke; Men jeg kan forestille mig, det vil være noget, der har at gøre med de begreber, der var fremme allerede de første timer efter at han var blevet valgt. Temaet om fred, sociallære, enhed, kunstig intelligens. Men dette er blot mine slutninger”.
På spørgsmålet om pave Leo vil komme til at rejse lige så meget som pave Frans svarer Moral, at bortset fra et kommende besøg i Tyrkiet vil der på grund af jubelåret ikke være meget rejseaktivitet for pave Leo resten af dette år. I et interview med den italienske TV-kanal Tg2000 udtalte patriark Bartolomeos I,: “Han forsikrede mig om, at han vil komme til Tyrkiet til jubilæet i Nikæa. Vi har ikke fastsat en konkret dato; men det bliver selvfølgelig i år: det kan være, det bliver den 30. november”.
I år fejres 1700- års jubilæet for kirkemødet i Nikæa år 325 e.Kr., hvor centrale trossandheder blev defineret og sammenfattet i den nikænske trosbekendelse, som senere blev stadfæstet ved koncilet i Konstantinopel i 381 og nu kendes som den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse.