杏MAP导航

Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

I anledning af FAO’ s 80-års jubilæum har pave Leo udsendt et budskab på spansk. FAO er FN’ s fødevare- og landbrugsorganisation, der arbejder for bekæmpelse af sult. Den afholder p.t. fra den 28. juni til den 4. juli sin 44. konference. I dokumentet angriber pave Leo brugen af sult som krigsvåben som det f.eks. er tilfældet, når bevæbnede grupper afbrænder jord og landbrugsafgrøder, stjæler kvæg og blokerer for hjælp, så “hele befolkninger bliver kontrollerede”. Blandt øvrige ting, som pave Leo angriber, er militære angreb på vandforsyning og kommunikationskanaler, skriver Salvatore Cernuzio i Vatican News og citerer paven:

Aldrig har det hastet så meget som nu med at vi bliver fredsarbejdere og på den måde arbejder for det fælles bedste. For at garantere fred og udvikling, forstået som forbedring af livsbetingelserne for befolkninger, der lider under sult, krig og fattigdom, er det nødvendigt med konkrete handlinger, der er funderede i en seriøs og langsigtet tankegang, skriver paven i dokumentet og fortsætter:

Dette er noget, som vi måske har glemt i dag, for selvom der er blevet taget vigtige skridt, fortsætter forringelsen af sikkerhed i fødevareforsyningen, hvilket gør det mere og mere usandsynligt at nå målet “Slut med sult” i 2030. Det betyder, at vi er langt væk fra at leve op til det mandat, der lå bag ved grundlæggelsen af denne mellemstatslige  institution i 1945.

Dette betyder, at store mængder af mennesker dukker under for sultens svøbe og går til grunde med den forværrende omstændighed, at mens civile borgere bukker under, bliver den politiske top rigere med korruption og straffrihed.

Misbrug af resourcer til våben

Pave Leo kritiserer også i dokumentet, at i en periode med “polarisering af de internationale relationer” på grund af kriser og konflikter “afspores finansielle og teknologiske resourcer fra målet - at rykke verdens fattigdom og sult op med rode for i stedet at bruge midlerne på produktion af og handel med våben”.

Politiske kriser, væbnede konflikter og økonomiske forstyrrelser spiller en central rolle i forværringen af fødevarekrisen ved at forhindre humanitær hjælp og ved at skade den lokale landbrugsproduktion. På den måde afskærer de ikke bare fra adgangen til mad, men også fra retten til at leve et liv , der er værdigt og rigt på muligheder. Det ville være en skæbnesvanger fejl ikke at komme med helbredelse til sår og brud, der er opstået på grund af års egoisme og overfladiskhed. I øvrigt – uden fred og uden stabilitet vil det ikke være muligt at garantere robuste forsyninger med landbrugsprodukter eller sikre en ernæring, der er sund, tilgængelig og bæredygtig for alle.

Den hellige Stol står til rådighed

Paven forsikrer ved afslutningen af sit budskab, at “Den hellige Stol vil altid stå til tjeneste for enighed blandt folkene og den vil ikke blive træt af at samarbejde om det fælles bedste for nationernes familie ved at have et særligt blik for de mest prøvede mennesker, dem der lider under sult og tørst og også for de områder, der ikke kan rejse sig fra deres elendighed på grund af ligegyldighed hos dem, der som ledetråd i deres liv burde have udøvelsen af en aldrig svigtende solidaritet”.

Paven erklærede sig selv i dokumentet for at være et “talerør for alle dem i verden, der føler sig forpinte af fattigdom”.

Katolsk sociallære om våben

Når pave Leo taler om misbrug af vigtige resourcer til våbenkøb, er han i tråd med katolsk sociallære.  I sit budskab til den 58. verdensfredsdag den 1. januar i år opfordrede pave Frans til at indstifte en verdensomspændende fond til bekæmpelse af sult og til at finansiere den med en del af de midler, der skulle have været brugt til indkøb af våben. Han gentog budskabet i en tale den 18. januar til en sammenslutning af katolske græsrodsbevægelser, hvor han understregede forpligtelsen til at investere i at arbejde for “dem der har mest behov” i stedet for som våbenindustrien at høste profit ved at “investere i at dræbe”.

Tanken om en verdensomspændende fond mod sult blev lanceret i 1967 af pave Paul VI i rundskrivelsen Populorum Progressio, hvor han bl.a. udtaler:

“Kun et verdensomspændende samarbejde, som en fælles fond ville være udtryk for, ville kunne betyde en overvindelse at de sterile rivaliseringer og ville kunne fremme en frugtbar og fredelig dialog mellem alle folk”. (51) En fond, som netop på grund af at den er verdensomspændende, ville kunne hjælpe med at overvinde mistanken ved de aftaler, der blev underskrevet ved afslutningen af kolonialismen mellem koloniherrer og tidligere kolonier (52).