“Han har gjort alting vel”
Oversættelse: Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
Helbredelsen af den døve og stumme
“ Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: “Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!” Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: “Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.” (Markus 7,31-37)
Her følger oversættelsen af pavens katekese:
Kære brødre og søstre
Med denne katekese afslutter vi vores rejse gennem Jesu offentlige liv, skabt som det er af møder, lignelser og helbredelser.
Også den tid, vi lever i nu, har brug for helbredelse. Et klima af had og vold, som dræber den menneskelige værdighed, er på vej gennem vores verden. Vi lever i et samfund, der er ved at blive sygt af en “bulimi” i de sociale medier: Vi er hele tiden “på”, bombarderes med billeder, nogle gange også nogle, der er falske eller deformerede. Vi bliver overvældede af mange budskaber, der vækker en storm af modstridende følelser i os.
I dette scenarie er det muligt, at længslen efter at slukke for det hele fødes i os. Vi kan komme derhen, hvor vi foretrækker ikke at høre mere. Også vores ord risikerer at blive misforståede, og vi kan være fristede til at lukke os selv inde i stilheden, i et fravær af kommunikation. Hvor vi - hvor tætte vi end er på hinanden - ikke mere kan sige de mest simple og dybe ting til hinanden.
I den anledning ville jeg i dag gerne standse ved en tekst fra Markusevangeliet, der præsenterer os for en mand, der ikke taler og ikke hører (jvf. Markus 7,31-37). Lige som det ville kunne ske for os i dag, har denne mand måske besluttet ikke at tale mere, fordi han ikke har følt sig forstået. Han har måske besluttet at lade enhver form for stemme dø ud, fordi han er blevet skuffet og såret over det, han har lyttet til. Det er faktisk ikke ham, der går til Jesus for at blive helbredt; han bliver båret af andre personer. Man kunne forestille sig, at dem, der fører ham hen til Mesteren er dem, der er bekymrede over hans isolation. Men det kristne fællesskab har i disse personer også set billedet af Kirken, der følger ethvert menneske hen til Jesus, for at det skal høre Hans ord. Episoden foregår på et hedensk område, altså er vi i en kontekst, hvor andre stemmer har en tendens til at skjule Guds stemme.
Den måde, Jesus opfører sig på, kan forekomme mærkelig i begyndelsen, for han tager denne person “afsides, væk fra skaren” (v.33). Han synes på den måde at understrege sin isolation; men kikker man godt efter, hjælper han os til at se, hvad der gemmer sig bag denne mands stilhed og lukkethed, som om han havde fattet hans behov for intimitet og nærhed.
Jesus tilbyder ham først og fremmest en tavs nærhed gennem gestik, der taler om et møde på et dybt plan: Han rører ved ørerne og tungen på denne mand (jvf. v. 33). Jesus bruger ikke mange ord. Han siger den eneste ting, han har brug for i dette øjeblik: “Luk dig op!” (v.34). Markus bringer igen ordet på aramæisk - effatà, næsten for at lade os høre lyden og pustet. Dette simple og smukke ord indeholder den invitation, som Jesus kommer med til denne mand, der er holdt op med at lytte og tale. Det er, som om Jesus sagde til ham: “ Luk dig op for denne verden, der forskrækker dig! Luk dig op for de relationer, der har skuffet dig! Luk dig op for det liv, du har givet afkald på at møde!”. At lukke sig selv inde er faktisk aldrig en løsning.
Denne person begynder ikke bare at tale igen, men han “taler rigtigt” (v.35). Dette adverbium, som evangelisten har indsat, ser ud til at ville sige os noget mere om motiverne til hans stilhed. Måske er denne mand holdt op med at tale, fordi det forekom ham, at han sagde tingene på en forkert måde, måske følte han sig ikke tilstrækkelig. Alle erfarer vi at blive misforståede og ikke at føle sig forståede. Alle har vi brug for at bede Herren om at helbrede vores måde at kommunikere på, ikke blot for at være mere effektive, Men også for at undgå at gøre andre ondt med vores ord.
At begynde at tale rigtigt igen er begyndelsen på en rejse; det er endnu ikke målet. Jesus forbyder faktisk denne mand at fortælle det, der er sket ham (jvf. v.36). For virkelig at kende Jesus er det nødvendigt at gå en vej, det er nødvendigt at blive hos Ham og også gå gennem Hans lidelse. Når vi har set Ham ydmyget og lidende, når vi vil erfare den frelsende kraft i Hans kors, så kan vi sige, vi virkelig har kendt Ham. Der er ingen genveje til at blive Jesu disciple.
Kære brødre og søstre, lad os bede Herren om at kunne lære at kommunikere på en ærlig og forsigtig måde. Lad os bede for alle dem, der er blevet sårede af andres ord. Lad os bede for Kirken, at den aldrig vil svigte sin opgave med at føre mennesker til Jesus for at de kan lytte til Hans ord, blive helbredte af det og gøre sig til bærere af Hans frelsende budskab.
