Vil du v?re rask?
Oversættelse – Lisbeth Rütz Vatikanstaten
Den syge ved Betesda dam
Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring (Joh 5, 1-9)
Pave Leo XIV´s katekese onsdag den 18. juni 2025:
Kære brødre og søstre
Lad os fortsætte med at meditere over Jesus som helbreder. På en særlig måde vil jeg i dag gerne invitere jer til at tænke på de situationer, hvor vi føler os “blokerede” og indespærrede i en blindgyde. Nogle gange virker det faktisk for os, som om det er nyttesløst at blive ved med at håbe – vi bliver resignerede og har ikke længere lyst til at kæmpe. Denne situation beskrives i evangelierne med lammelse som billede. Af denne grund vil jeg i dag gerne standse ved helbredelsen af en lammet – den helbredelse som der fortælles i Johannesevangeliet (5,1-9).
Jesus når de syge i deres smerte
Jesus drager op til Jerusalem til en af jødernes fester. Han begiver sig ikke straks hen til templet – han standser i stedet for i nærheden af en port, hvor offerfårene sandsynligvis blev vaskede. Ved siden af denne port lå der også mange syge, der til forskel fra fårene var udelukkede fra at komme ind i templet, fordi de blev anset for urene! Og så når Jesus selv dem i deres smerte. Disse mennesker håbede på et under, der kunne forandre deres skæbne. Der var faktisk ved siden af porten en dam, hvis vand blev anset for at være undergørende, dvs. i stand til at helbrede. På nogle tidspunkter kom vandet i bevægelse, og som man troede på den tid, blev den, der gik først ned i vandet, helbredt.
Dammen som billede på Kirken
Man kom således til at skabe en slags “krig mellem fattige”. Vi kan forestille os den triste scene med disse syge, der med besvær slæbte sig afsted for at komme ned i bassinet. Dette bassin kaldtes Betzatà, der betyder “barmhjertighedens hus”. Det kunne være et billede på Kirken, hvor de syge og de fattige samles, og hvor Herren kommer for at helbrede og give håb.
Jesus henvender sig særligt til en mand, der har været lammet i godt 38 år. Nu er han resigneret, fordi det aldrig lykkes ham at komme ned i bassinet, når vandet kommer i bevægelse (jvf. vers 7). Det, der faktisk lammer os mange gange, er netop skuffelse. Vi føler os modløse, og vi risikerer at falde hen i livslede.
Jesus stiller et spørgsmål, der kan forekomme overflødigt, til denne lamme: “Vil du helbredes?” Men det er et nødvendigt spørgsmål, for når man har været blokeret i så mange år, kan også viljen til helbredelse svigte. Nogle gange foretrækker vi at blive i sygdomstilstanden ved at tvinge de andre til at tage sig af os. Det er nogle gange også et påskud for ikke at tage en beslutning om, hvad vi kan stille op med vores liv. Men Jesus sender i stedet denne mand tilbage til sin sandeste og dybeste længsel.
Fristelsen til at resignere
Denne mand svarer faktisk på en mere formuleret måde på Jesu spørgsmål ved at vise, hvordan han ser på livet. Han siger især, at han ikke har nogen, der kan hjælpe ham ned i bassinet: skylden er altså ikke hans, men de andres, der ikke tager sig af ham. Denne holdning bliver et påskud for at undgå selv at påtage sig ansvaret. Men er det virkelig sandt, at han ikke havde nogen til at hjælpe sig? Her er den hellige Augustins oplysende svar: “Ja, for virkelig at blive helbredt havde han absolut brug for et menneske, et menneske, der også var Gud […] Så kom altså det menneske, der var nødvendigt: hvorfor så udskyde helbredelsen yderligere?”
Den lamme tilføjer så, at når han prøver at komme ned i bassinet, er der altid nogen, der kommer før ham. Denne mand udtrykker et fatalistisk syn på livet. Vi tænker, at tingene sker for os, fordi vi ikke er heldige, fordi skæbnen går os imod. Denne mand har mistet modet. Han føler, han har tabt i livskampen.
Vores liv ligger også i vores egne hænder
Men Jesus hjælper ham til at opdage, at hans liv også ligger i hans egne hænder. Han inviterer ham til at rejse sig, til at rejse sig igen fra sin kroniske situation og til at tage sin båre (jvf. v.8). Denne båre skal ikke efterlades eller smides væk. Den står som et tegn på hans sygdomshistorie, den er hans historie. Lige indtil det øjeblik har fortiden blokeret ham, den har tvunget ham til at ligge hen som en død. Nu er det ham, der kan tage denne båre og bringe den derhen hvor han vil: han kan selv bestemme, hvad han kan stille op med sin historie! Det drejer sig om at vandre, mens man påtager sig ansvaret for at vælge, hvilken vej man skal gå ad. Og dette sker takket være Gud!
Kæreste brødre og søstre, lad os bede Herren om den gave at forstå, hvor vores liv er blokeret. Lad os forsøge at give en stemme til vores længsel efter helbredelse. Og lad os bede for alle dem, der føler sig lammede, som ikke ser en udvej. Lad os bede om at komme tilbage og bo i Kirkens hjerte, som er barmhjertighedens sande hjem!
