Fik ving?rdsarbejderne en retf?rdig l?n?
“Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale hvad I har ret til”
Pave Leos tredje katekese i serien om det kristne håb tager udgangspunkt i lignelsen om arbejderne i vingården (Matthæus 20, 1-7):
“For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård.”
Pavens katekese
Oversættelse - Lisbeth Rütz – Vatikanstaten
Kære brødre og søstre,
Jeg vil gerne standse et øjeblik ved én af Jesu lignelser. Også i dette tilfælde drejer det sig om en fortælling, der giver næring til vores håb. Nogle gange har vi faktisk det indtryk, at vi ikke kan finde en mening med vores liv: vi føler os unyttige, utilstrækkelige, præcist som nogle arbejdere, der venter på markedspladsen på, at nogen lejer dem. Men nogle gange går tiden, andre er mødt op før os, eller bekymringerne har ført os andre steder hen.
Lignelsen med markedspladsen passer også meget godt på vor tid, for markedet er der, hvor der handles, hvor man desværre køber og også sælger følelser og værdighed, mens man prøver at tjene noget på dem. Og når man ikke føler sig påskønnet og anerkendt, risikerer man ligefrem at blive til fals for den første, der giver et bud. Men Herren minder os om, at vores liv har værdi, og Han længes efter at hjælpe os med at opdage det.
Også i den lignelse, vi kommenterer i dag, er der nogle arbejdere, der venter på, at nogen vil leje dem for en dag. Vi er i kapitel 20 af Matthæusevangeliet, og også her finder vi en person, som har en usædvanlig opførsel, der overrasker og rejser et spørgsmål. Det er en vingårdsejer, der går ud for personligt at lede efter sine arbejdere. Han vil helt tydeligt etablere en personlig kontakt til dem.
Som jeg sagde, drejer det sig om en lignelse, der giver håb, for den siger til os, at denne ejer går ud flere gange for at lede efter dem, der venter på at få en mening med deres liv. Ejeren går ud med det samme om morgenen, og hver gang der er gået tre timer mere, går han ud for at finde arbejdere, han kan sende ud i sin vingård. Følger man denne inddeling af dagen, skulle der egentlig ikke være grund til at gå ud endnu en gang, for arbejdsdagen sluttede klokken seks.
Denne utrættelige vingårdsejer, der for enhver pris vil give værdi til livet for hver og en af os, går også ud klokken fem. Arbejderne, der var blevet på markedspladsen, havde sandsynligvis mistet ethvert håb. Den dag var gået til spilde. Og i stedet var der endnu nogen, der troede på dem. Hvilken mening giver det at ansætte arbejdere kun til arbejdsdagens sidste time? Hvilken mening giver det at gå på arbejde bare for en time? Og dog, også når det forekommer os, at vi ikke kan gøre ret meget i livet, er det altid umagen værd. Der er altid mulighed for at finde en mening, fordi Gud elsker vores liv.
Og denne helt særlige slags arbejdsgiver ses også ved afslutningen på arbejdsdagen i det øjeblik, hvor lønnen skal udbetales. Arbejdsgiveren havde med de første arbejdere, der gik ud i vingården om morgenen, aftalt en betaling på en denar, der var den typiske betaling for en arbejdsdag. Til de andre siger han, at han vil give dem, hvad rimeligt er. Og det er netop her, at lignelsen igen provokerer os: hvad er rimeligt? For ejeren af vingården, det vil sige for Gud, er det retfærdigt, at enhver har det, der er nødvendigt for livets opretholdelse. Han har personligt tilkaldt arbejderne, han kender deres værdighed, og på basis af den vil han betale dem. Og han giver alle én denar.
Fortællingen siger, at de arbejdere, der begyndte i dagens første time, nu bliver skuffede – de kan ikke se skønheden i arbejdsgiverens gestus. Den var ikke uretfærdig, men simpelthen generøs; han så ikke bare på fortjenesten, men også på behovet. Gud vil give sit Rige til alle, dvs. det fulde, evige og lykkelige liv. Og sådan gør Jesus med os: han gør ikke forskel - han giver sig selv helt til dem, der åbner hjertet for Ham.
I lyset af denne lignelse kunne den kristne i dag blive grebet af fristelsen til at tænke: “ Hvorfor begynde at arbejde straks? Hvis belønningen er den samme, hvorfor så arbejde mere?” Den hellige Augustin svarede således på denne tvivl: “Hvorfor er du sen til at følge den, der kalder på dig, mens du er sikker på belønningen, men usikker på dagen? Se til at du ikke på grund af din nølen berøver dig selv alt det, Han vil give dig ved sit løfte”
Specielt til de unge ville jeg gerne sige, at de ikke skal vente, men med entusiasme svare den Herre, der indbyder dem til at arbejde i sin vingård. Udsæt det ikke, smøg ærmerne op, for Herren er gavmild og du vil ikke blive skuffet! Ved at arbejde i hans vingård vil du finde et svar på dette dybe spørgsmål, du har inden i dig selv: hvilken mening har mit liv?
Kære brødre og søstre – lad os ikke tabe modet! Også i livets mørke øjeblikke når tiden går uden at give os de svar, vi leder efter, beder vi Herren om at gå ud endnu en gang og vi beder Ham om, at Han når os der, hvor vi venter på Ham. Herren er generøs, og Han kommer snart.
