Sr. Tiziana Merletti udn?vnt til sekret?r for dikasteriet for det gudviede liv
Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Den 22. maj har pave Leo XIV udnævnt en ordenssøster til sekretær for dikasteriet for institutterne for det gudviede liv og selskaberne for det apostolske liv. Det drejer sig om sr. Tiziana Merletti, tidligere generalsuperior for de franciskanske fattigsøstre. Dikasteriets præfekt er fra januar i år sr. Simona Brambilla, der tidligere var sekretær for dikasteriet fra oktober 2023 til januar 2025. Kardinal Ángel Fernández Artime er propræfekt for dikasteriet. Dikasteriet har opsyn med religiøse ordener inden for Kirken.
Sr. Tiziana Merletti er født i 1959 og aflagde i 1986 sit første løfte i instituttet for de franciskanske fattigsøstre. I 1984 blev hun jurist ved Gabriele d´Annunzio universitetet i Teramo i regionen Abruzzo og blev i 1992 doktor i kanonisk ret ved det pavelige lateranuniversitet i Rom. Fra 2004 – 2013 var hun generalsuperior for sit ordenssamfund. Hun er docent ved fakultetet for kanonisk ret ved det pavelige universitet Antonianum i Rom og samarbejder som ekspert i kanonisk ret med den internationale sammenslutning af generalsuperiorer i kvindelige ordnessamfund.
Flere kvinder på topposter
Traditionelt har præstevielsen været vejen til høje poster inden for kurien, der er ansvarlig for doktrinære spørgsmål, præsteviede og ordensliv samt statssekretariatet, der bl.a. har ansvaret for Vatikanets diplomatiske korps. Efter at den apostolske konstitution Praedicate Evangelium kom i 2022, har næsten alle Vatikanets kontorer fået betegnelsen dikasterium. Tidligere skelnede man mellem kongregationer, dikasterier, pavelige råd og kommissioner.
Med Praedicate Evangelium (2022) gennemførte pave Frans en forenkling af kuriens organisationsstruktur. Reglerne blev ændrede, sådan at folk uden præstevielse kunne lede Vatikanets kontorer. Dette banede vejen for kvinder på topposter også her. I perioden 2013 – 2023 er andelen af kvindelige ansatte i Vatikanet øget fra 19,2 % til 23,4%. Der skulle dog gå to et halvt år, før den første kvinde blev præfekt.
Dikasteriet for kommunikation, der blev grundlagt i 2018, er en undtagelse. Det er siden grundlæggelsen blevet ledet af lægmanden, journalisten Paolo Ruffini. Dikasteriet for kommunikation har ansvaret for Vatikanets kommunikationskanaler og udvikling af kommunikationsstrategier.
Kilde: Vatican News, America Magazine/ The Jesuit review of Faith & Culture