“Og han talte meget til dem i lignelser”
Oversættelse – Lisbeth Rütz Vatikanstaten
Ved sin første generalaudiens onsdag den 21. maj genoptog pave Leo pave Frans’ katekeser om håbet i Jesus Kristus. Han tog udgangspunkt i følgende passus fra Matthæusevangeliet:
“Samme dag gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen. Og store skarer flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren stod på bredden. Og han talte meget til dem i lignelser og sagde:
”Se, en sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. Den, der har ører, skal høre!”
(Matthæus 13,1-9)
Pavens katekese:
Kære brødre og søstre
Det er mig en glæde at modtage jer til min første generalaudiens. Jeg genoptager i dag jubelårets cyklus af katekeser over temaet “Jesus Kristus vort håb”, som pave Frans begyndte på.
Lad os i dag fortsætte med at meditere over Jesu lignelser, der hjælper os med at genfinde håbet, fordi de viser os, hvordan Gud arbejder i historien. I dag ville jeg gerne opholde mig ved en lidt speciel lignelse, fordi det drejer sig om en slags indledning til alle lignelserne. Jeg refererer til lignelsen om sædemanden jvf. Matt 13,1-7). På en vis måde kan vi i denne fortælling genkende Jesu form for kommunikation, der kan lære os meget om evangeliets forkyndelse i dag.
Lignelser fortæller om hverdagslivet
Hver lignelse fortæller en historie, der er taget fra hverdagslivet, alligevel vil den sige os noget mere, den henviser os til en dybere betydning. Lignelsen får nogle spørgsmål til at opstå i os, den inviterer os til ikke at standse op ved det ydre. Stillet over for den historie der fortælles eller det billede, der gives mig, kan jeg spørge mig selv - hvor er jeg i denne historie? Hvad har dette billede at sige om mit liv? Udtrykket lignelse kommer faktisk fra det græske verbum paraballein der betyder kaste foran. Lignelsen kaster et ord hen foran mig, et ord som provokerer mig og opfordrer mig til at stille spørgsmål til mig selv.
Jorden er vores hjerte
Lignelsen om sædemanden taler netop om dynamikken i Guds Ord og de virkninger, det afføder. Hvert ord i evangeliet er faktisk som et frø, der kastes ud på vores livs jordbund. Mange gange bruger Jesus billedet af frøet med forskellige betydninger. I kapitel 13 af Matthæusevangeliet indleder lignelsen om sædemanden en serie andre små lignelser, hvor nogle netop taler om det, der sker i jorden - kornet og tidslerne, sennepskornet, skatten der er skjult i marken. Hvad er altså dette stykke jord? Det er vores hjerte, men det er også verden, fællesskabet, Kirken. Enhver livssituation, Guds Ord gør frugtbar og udfordrer.
I begyndelsen ser vi Jesus, der forlader sit hjem og rundt omkring samles en stor folkemængde (jvf. Matt. 13,1) Hans ord fascinerer og gør nysgerrig. Blandt mennesker er der selvfølgelig mange forskellige situationer. Jesu ord er for alle, men virker på forskellig måde i enhver af os. Denne kontekst får os til at forstå meningen med lignelsen bedre.
Hvorfor “ødsles” der med sæden?
En noget speciel sædemand går ud for at så, men bekymrer sig ikke om, hvor han kaster sæden. Han kaster sæden, også der hvor det er usandsynligt, at den vil komme til at bære frugt: på vejen, blandt klipper, midt i tidslerne. Denne holdning forbavser den der lytter og får vedkommende til at spørge sig selv: hvorfor dog?
Vi er vant til at kalkulere med tingene, og nogle gange er det også nødvendigt – men dette gælder ikke i kærlighed! Måden, denne “ødsle” sædemand sår sæden på, er et billede på den måde, Gud elsker os på. Det er rigtigt, at sædens skæbne også afhænger meget af den måde, jordbunden modtager den på og af situationen, den befinder sig i; men især siger Jesus i denne lignelse, at Gud kaster sit Ords sæd ud på alle slags jord, dvs. enhver situation, vi kan befinde os i: nogle gange er vi tyngede af livets bekymringer; men der er også øjeblikke, hvor vi er åbne og modtagende. Gud er tillidsfuld og håber, at sæden før eller senere vil bære frugt. Sådan elsker Han os. Han venter ikke på, at vi vil blive en bedre jordbund; Han giver os mere og mere generøst sit ord. Måske netop ved at se, hvordan Han stoler på os, vil længslen efter at blive en bedre jordbund fødes i os. Dette er håbet, grundlagt på den klippe, som Guds gavmildhed og barmhjertighed er.
Jesus vil forvandle vores liv
Ved at fortælle om den måde, udsæden bærer frugt på, taler Jesus også til os om sit eget liv. Jesus er Ordet, han er Udsæden. Og frøet må dø for at bære frugt. Denne lignelse siger os altså, at Gud er parat til at “ødsle” for vores skyld og at Jesus er villig til at dø for at forvandle vores liv.
Jeg har dette meget smukke maleri af Van Gogh i tankerne: sædemanden ved solnedgang. Dette billede af sædemanden under den brændende sol taler også til mig om bondens hårde arbejde. Og det slår mig, at i billedet af sædemanden har Van Gogh afbildet det allerede modne korn. Det forekommer mig netop at være et billede på håb: på den ene eller den anden måde har sæden båret frugt. Men det er ikke sædemanden, der er i centrum på billedet. Han står lidt ude til siden; men hele maleriet er domineret af billedet af solen, måske for at minde os om, at det er Gud, der bevæger historien - også selvom han nogle gange ser ud til at være fraværende eller langt borte. Det er solen, der opvarmer jorden og får sæden til at modnes.
Kære brødre og søstre, i hvilken livssituation når Guds ord os i dag? Lad os bede Herren om den nåde altid at være modtagende over for den sæd, som Hans ord er. Og hvis vi skulle opdage, at vi ikke er frugtbar jord, så lad os ikke miste modet, men lad os bede Ham om at arbejde med os for at få os til at blive en bedre jordbund.
