Laudato Si’ bliver til virkelighed i Afrika
Federico Piana – Vatikanstaten
Oversættelse – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten
Afrika er et af de kontinenter, hvor rundskrivelsen Laudato si’ om omsorgen for det fælles hjem ikke bare er blevet ved med at være et dokument med smukke, profetiske ord og programerklæringer, men er ved at blive til konkret virkelighed. Det er virkelig en overraskelse, hvis man tænker på, at mange lande, der er i gang med en revolution inden for energiforsyningen og paradigmeskift inden for miljøet med innovative, bæredygtige tiltag inden for landbruget lider under en økonomisk fattigdom, der ville få en til at tro, at alle deres resurser blev brugt på mindre ambitiøse mål.
Ungdomsbevægelser
Det er en succes, der også hænger sammen med den kendsgerning, at i mange afrikanske samfund er der dannet ungdomsgrupper, som ikke bare er tilknyttet kirken, men som bringer de presserende spørgsmål, Laudato Si’ præsenterer verden for, helt ind i den lokale politik og kultur. En af dem, der lyttede til budskabet, var Isaac Kodjo Atchikiti, ung ekspert i klimaøkonomi fra Togo, uddannet ved den prestigefyldte Frankfurterskole for finanser og management og med doktorgrad i økonomi. Man er forbavset, fordi man forstår, at disse ungdomsbevægelser “gør forsvaret for Skaberværket til en praksis og ikke bare begrænser sig til at tale om det. For eksempel sætter de sig i bevægelse for at rense floderne. Og de gør det som en massebevægelse”.
Respekt for jorden
Til denne lille, men betydningsfulde holdningsmarkering, der er ved at give et bidrag til opbygningen af en udbredt kultur med respekt for hjemlandet, bør man tilføje det, som Atchikiti definerer som en makrohandling i fuld overensstemmelse med rundskrivelsens ånd: “Det drejer sig om Bank of Africas engagement i den udvikling, der finansierer NGO’ ernes og civilsamfundets miljøprojekter, ved især at have fokus på at støtte ideer, der kommer fra kvinder og unge. I denne forbindelse kan jeg pege på en konkurrence, der præmierer skabelsen af arbejdspladser, som er bæredygtige, innovative og opmærksomme på klimaforandringer”.
Den grønne revolution
Men det er selvfølgelig ikke bare endt her. Der findes også The Alliance for a Green Revolution in Africa (AGRA)”. Det er en velstruktureret organisation, der sigter på at forbedre systemerne til produktion af fødevarer ved at tilpasse dem til de komplekse naturforandringer, så de lader de små landbrug blive mere og mere robuste. “ I den demokratiske republik Congo – tilføjer Atchikiti og nævner andre konkrete eksempler er man ved at udvikle projekter for vindenergi og biogas. I andre lande har nogle NGO’ ere i mange landsbyer uden elektricitet sat gang i nogle initiativer til at installere solenergisystemer for at gøre dem uafhængige”. Forsvaret af det fælles hjem, som Laudato Si’ promoverer, er ikke et begreb, der er er fremmed for de afrikanske lokalkulturer. Den unge tongoleser forklarer, at i disse lokalkulturer “er der allerede en opmærksomhed på jorden, som er nedarvet fra forfædrene. Lad os for eksempel tænke på den animistiske religiøsitet, hvor man er meget opmærksomme på jorden. Men så kom koloniseringen og udviklingen, der gjorde disse kulturer fremmede for naturen. Nu driver rundskrivelsen os til at vende tilbage til det oprindelige for at forsvare miljøet og igen finde harmonien med naturen”.