“Fred v?re med jer, Gud elsker alle”. Leo XIV omfavner Kirken og verden
Salvatore Cernuzio – Vatikanstaten
Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz Vatikanstaten
Navnet især. Leo XIV til minde om Leo XIII, den pave, der skrev den første sociale encyclika, Rerum Novarum. Og så ansigtet. Udtrykket af afklarethed og samtidig forbavselse hos den der for første gang med nye klæder og med et nyt blik på verden mærker det, forgængerne har oplevet på deres egen krop første gang på velsignelsesloggiaen. Råb, sange, klappen, kor med «Viva il Papa» og «Leo, Leo», bannere, flag, lys fra smartphones, der glimter under den romerske himmel på vej mod tusmørke. Til slut de første ord der siges med sikker stemme og spansk intonation:
“Fred være med jer alle! Kære brødre og søstre, dette er den første hilsen fra den opstandne Kristus, den gode hyrde, der gav sit liv for Guds hjord. Også jeg vil gerne, at denne fredshilsen trænger ind i jeres hjerte, når ud til jeres familier, til alle mennesker hvor de end er, til alle folk, til hele jorden. Fred være med jer!”
"Søn af den hellige Augustin"
Kirkens mere end to tusind år gamle historie begynder på et nyt kapitel. Paven er der, en ny pave, den 267. pave i den universelle kirke. En “søn af den hellige Augustin”, en missionær fra Chicago, med blandede franske, italienske, iberiske rødder der præsenterer sig for alle med de pavelige insignier og taler på italiensk, spansk og latin, ikke improviseret, men ved at læse op af en tekst, han har skrevet på forhånd. Han er valgt af 133 kardinaler fra alle egne af verden under et hurtigt konklave.
Mere end 100.000 på pladsen
«Den er hvid! Den er hvid! !». Den store flok mennesker – mere end 100.000 råbte det – omgivet af Berninis kolonnade, da røgen viste sig for første gang fra skorstenen på Det Sixtinske Kapel. Klokken var 18.07. En begyndende smal stribe, der så blev bredere og forsvandt op mod den romerske forårshimmel. Der kom et brøl fra flokken, der lidt før havde råbt og klappet, da en lille måge viste sig ved siden af skorstenen. Det er et øjeblik, man har oplevet hundreder af gange før i historien; men det føles altid som den første gang. Så kommer et forbavset udbrud, en udløsning af den spænding, som ventetiden har skabt. Det er fascinationen af mysteriet, af den absolutte hemmeligholdelse, der fængsler og medinddrager os i denne tid, hvor alt er synligt, alt er blotlagt og fortalt. I mere end en time har ingen kendt navnet, kun kardinalerne i Det Sixtinske Kapel vogter over det.
Basilikaens festlige klokkeringning dannede baggrund for råbene fra folk, der klappede, da protodiakonen Dominiue Mamberti, bemyndiget til at udtale den latinske formel trådte ud på benediktionsloggiaen:
“Annuntio vobis gaudium magnum...”
I Det Sixtinske kapel før han trådte frem for offentligheden
Netop i disse øjeblikke viste den nye pave i Det sixtinske Kapel foran sine medbrødre, samlede ved konklavet, at han tog imod det kanoniske valg og sagde i overensstemmelse med hvad der er forudset i Ordo rituum conclavis, det navn, han havde valgt: Leo XIV. Den, der formelt tog imod accepten, var den rangøverste biskop i kardinalkollegiet.
Paven gik derefter ind i Det Sixtinske Kapels sakristi, i det såkaldte “tårekammer” for at tage de purpurrøde klæder af, og der tilbringer han nogle private øjeblikke: i bøn, alene. Dog ikke helt alene, men sammen med Gud i bøn til Ham om styrke til at tage imod denne afgørende opgave og modtage en omfavnelse fra fem kontinenter som han står der klædt i hvidt som pave.
Klapsalver
«Viva il Papa! Viva il Papa!» hørtes der på pladsen og på et vist tidspunkt også et «Olé, olé». En gruppe intonerede Salve Regina på den dag. hvor Kirken fejrer Vor Frue af Pompei. Det huskede paven i sine første ord ved at bede alle om at recitere Ave Maria. Hvem ved, om ikke dette ekko nåede helt hen til de forseglede vinduer i Det Sixtinske Kapel hvor den første blandt diakonkardinalerne har læst den passus op fra evangelierne hvor Kristus betror Peter sin kirke og sine efterfølgere den apostoliske tjenestes primat.
Til slut gav vælgerne ham en for en et tegn på deres respekt og lydighed. Paven modtog hver og en stående foran alteret. Så intonerede han selv Te Deum, og mens kardinal Mamberti fra balkonen i hjertet af basilikaen på latin bekendtgjorde det valg, der var sket og havde været så længe ventet, begyndte hans vej mod balkonen. Introduceret af krucifikset kom han frem på pladsen. Med hænderne løftede til hilsen og så foldede som tegn på tak. En hilsen urbi et orbi, til byen og til verden, der blev transmitteret af TV-kanalerne, der afbrød enhver transmission for at forbinde sig med Rom.
De første ord
Kl. 19.22 viste den nye pave sig. I de forudgående minutter stillede musikkorpsene op, så kom nationalsangene, først Italiens, så Vatikanstatens, æresvagten, flag fra forskellige nationer, en kommen og gåen af kardinaler over 80 på pladsen foran kirken med mere end 7.000 kameraer fra hele verden rettede mod de tunge tæpper i rødt fløjl. Så indledningen med “fred være med jer alle”, der straks skabte en familiær atmosfære, som efterhånden fordybedes med hilsenen på spansk til hans bispedømme Chiclayo i Peru, hvor “et trofast folk har ledsaget sin biskop, har delt hans tro og har givet så meget for at fortsætte med at være en kirke der er tro mod Jesus Kristus”.
