杏MAP导航

ANDREA TORNIELLI

Oversættelse – Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Tit har vi været engagerede i at undervise i Kirkens lære; men vi risikerer at glemme, at vores første opgave er at videregive skønheden i og glæden ved at kende Jesus”. Om misbrug: “ Vi må være transparente og ledsage ofrene”.

I en alder af 67 år oplever kardinal Prevost sit “noviciat” som præfekt for dikasteriet for biskopper. Robert Francis Prevost er født i Chicago. Han var først missionær og så biskop i Chiclayo (Perú). Han er den augustinerbroder, som pave Frans har valgt til efterfølger af kardinal Marc Ouellet. I dette interview med Vatikanets medier tegner han et signalement af en biskop for den tid, vi lever i.

Hvad har det betydet for Dem at gå fra at være en missionærbiskop i Latinamerika til at lede det dikasterium, der hjælper paven med at vælge biskopper?

Jeg anser stadig mig selv for at være missionær. Min kaldelse er den samme som enhver anden kristens – at forkynde evangeliet der, hvor man er. Selvfølgelig er mit liv forandret: jeg har mulighed for at tjene Den hellige Fader, tjene Kirken i dag her ved den romerske kurie. Det er en mission, der er meget anderledes end den, jeg havde før; men det er også en ny mulighed for at udleve den dimension af mit liv, der simpelthen altid har været at svare “ja”, når nogen beder dig om en tjeneste. Med denne ånd har jeg afsluttet min tjeneste i Peru efter 8 et halvt år som biskop og næsten tyve år som missionær for at begynde på en ny mission i Rom.

Kunne De tegne et portræt af en biskop i Kirken i dag?

Det er især vigtigt at være “办补迟辞濒蝉办” – ofte risikerer biskoppen kun at koncentrere sig om den lokale dimension. Men det er godt, hvis biskoppen har en meget mere omfattende vision af Kirken og af realiteterne og at han gør erfaringer med Kirkens universalitet. Det er også nødvendigt med evner til at lytte til sin næste og søge råd, ligesom det også er nødvendigt at have psykologisk og åndelig modenhed. Et grundliggende element i signalementet er det, at man er hyrde, at man er i stand til at være tæt på medlemmerne af fællesskabet begyndende med præsterne, som biskoppen er far og bror for. At leve denne nærhed til alle uden at udelukke nogen. Pave Frans talte om de fire typer nærhed – nærhed til Gud, til bispebrødrene, til præsterne og hele Guds folk. Man skal ikke give efter for fristelsen til at leve isoleret, adskilt i en pragtbygning, kompenseret ved et vist socialt niveau eller et vist niveau inden for Kirken. Og det er ikke nødvendigt at skjule sig bag en idé om en autoritet, som i dag ikke mere giver mening. Den autoritet, vi har, er til at tjene, ledsage præsterne, til at være hyrder og lærere. Ofte har vi bekymret os for, om vi underviser nok i Kirkens lære, den måde vi skal leve vores tro på; men vi risikerer at glemme, at vores første opgave er at undervise i, hvad det betyder at kende Jesus Kristus og vidne om vores nærhed til Herren. Dette kommer før alt andet: at videregive troens skønhed, skønheden og glæden ved at kende Jesus. Det betyder, at vi selv lever det, og at vi deler denne erfaring.

Hvor vigtig er biskoppens tjeneste for enheden omkring Peters efterfølger i en tid, hvor polariseringen vokser, også i det kirkelige fællesskab?

De tre ord vi bruger i synodens arbejde – deltagelse, fællesskab og mission – giver svaret. Biskoppen kaldes til denne nådegave, til at leve fællesskabsånden, til at fremme enheden i Kirken, enheden med paven. Også dette betyder at være katolsk, for uden Peter, hvor er så Kirken? Jesus bad for dette under den sidste nadver: “At alle må blive ét”, og det er denne enhed, som vi ønsker at se i Kirken. I dag fører samfundet og kulturen os langt væk fra denne Jesu vision, og det volder så meget skade. Manglen på enhed er et sår, som Kirken lider under og som er meget smertefuldt. Splittelser og polemik i Kirken gavner ikke med noget. Især bør vi biskopper fremskynde denne bevægelse hen mod enhed, hen mod fællesskab i Kirken.

Kan man forbedre processen med udnævnelse af nye biskopper? I Praedicate Evangelium kan man læse, at “også medlemmer af Guds folk” bør inddrages. Sker det?

Blandt folk i dikasteriet har vi haft en interessant refleksion over dette tema. Man har lyttet allerede et stykke tid -  ikke bare til nogle biskopper eller nogle præster, men også til andre blandt Guds folk. Det er meget vigtigt, fordi biskoppen kaldes til at tjene en særlig kirke. Derfor er det også vigtigt at lytte til Guds folk. Hvis en kandidat ikke er kendt af nogen i sit folk, er det vanskeligt, ikke umuligt, men vanskeligt at han virkelig vil kunne blive hyrde for et fællesskab, for en lokalkirke. Derfor er det vigtigt, at processen bliver lidt mere åben over for at lytte til forskellige folk fra fællesskabet. Dette betyder ikke, at det er den lokale kirke, der skal vælge sin hyrde, som om det at være kaldet til at være biskop var resultatet af en demokratisk afstemning, af en næsten “politisk” proces. Der skal et meget være vidtrækkende blik til, og de apostoliske nuntiaturer hjælper meget på dette område. Jeg tror, det vil være nødvendigt at åbne mere lidt efter lidt, at lytte mere til ordenssøstrene, lægmænd og lægkvinder.

En af de nyheder, paven har introduceret, var at udnævne tre kvinder blandt medlemmerne af dikasteriet for biskopper. Hvad kan De sige om deres bidrag?

Ved forskellige lejligheder har vi set, at deres måde at se tingene på er en berigelse. To er ordenssøstre og én er lægkvinde, og deres perspektiv falder mange gange perfekt sammen med det, andre medlemmer af dikasteriet siger og bliver et vigtigt bidrag i processen. Jeg tror, at deres udnævnelse er meget mere end bare en enkel gestus fra pavens side for at sige, at nu er der kvinder også hér. Der er en virkelig, reel, betydningsfuld deltagelse, som de bidrager med ved vores møder, når vi diskuterer kandidaternes dossiers.

De nye normer i kampen mod misbrug har øget biskoppernes ansvar. De er kaldede til at handle hurtigt og til at reagere på eventuelle forsinkelser og udeladelser. Hvordan leves denne biskoppens opgave?

Også hvad dette angår, er vi på vandring. Der er steder, hvor man allerede i årevis har gjort et godt stykke arbejde, og hvor reglerne omsættes til praksis. Samtidig tror jeg, der stadig er meget, som skal læres. En af de vanskeligheder, der viser sig mange gange, er, at biskoppen bør være tæt på sine præster, som jeg allerede har sagt, og han bør også være tæt på ofrene. Nogle anbefaler, at det ikke direkte er biskoppen, der modtager ofrene, men vi kan ikke lukke hjertet, kirkens dør for personer der har lidt på grund af misbrug. Biskoppens ansvar er stort og jeg tror, vi endnu en gang må gøre os betydelige anstrengelser for at komme med et svar på denne situation, som giver Kirken så meget smerte, Der skal tid til; vi forsøger at arbejde sammen med de andre dikasterier. Jeg tror det er en del af vores dikasteries mission at ledsage de biskopper, der ikke har fået den nødvendige forberedelse til at klare dette problem. Det haster, og det er nødvendigt, at vi er mere ansvarlige og også mere følsomme på dette område.

Lovene er der nu. Det er mere svært at ændre mentaliteten...

Selvfølgelig, der er meget forskel mellem den ene kultur og den anden på, hvordan man reagerer i disse situationer. I nogle lande har man allerede brudt tabuet om at tale om emnet lidt, mens der er andre steder, hvor ofrene eller ofrenes familier ikke nogensinde mere ville tale om de misbrug der er sket. I hvert enkelt tilfælde er tavshed ikke et svar. Tavshed er ikke løsningen. Vi skal være transparente og oprigtige, ledsage og hjælpe ofrene, for ellers vil deres sår aldrig heles igen. Vi har alle sammen et stort ansvar i dette.

Kirken er medinvolveret i det forløb, der skal føre til synoden om synodalitet. Hvad er biskoppens rolle?

Der er en stor mulighed i denne kontinuerlige fornyelse af Kirken, som pave Frans inviterer os til at fremme. På den ene side er der biskopper, der åbent viser deres frygt, fordi de ikke forstår, hvor Kirken er på vej hen. Måske foretrækker de sikkerheden i de svar, som man tidligere gav. Jeg tror virkelig, at Helligånden i dette øjeblik er meget nærværende i Kirken og skubber os hen mod en fornyelse, og altså er vi kaldede til det store ansvar det er at leve det, jeg kalder en ny holdning. Det er ikke bare en proces, det er ikke bare at forandre nogle måder at gøre tingene på som måske ved at organisere flere møder, før der skal tages en beslutning. Det er meget mere. Men det er også det, der måske forårsager visse vanskeligheder, for i bund og grund bør vi være i stand til frem for alt at lytte til Helligånden og det den beder Kirken om.

Hvordan gør man dette til virkelighed?

Vi bør være i stand til at lytte til hinanden, til at anerkende, at det ikke drejer sig om at diskutere en politisk agenda eller simpelthen forsøge at promovere de temaer, der interesserer mig eller andre. Nogle gange ser det ud som om, man vil reducere alt til at ville stemme for så at gøre det, der er blevet stemt om. Men det drejer sig om noget meget dybere og mere anderledes: det er nødvendigt virkelig at lære at lytte til Helligånden og til den ånd, der søger efter den sandhed, der lever i Kirken. At gå fra en erfaring hvor autoriteten taler og alt bliver gjort til en erfaring om en Kirke, der værdsætter de karismer, gaver og tjenester, der er i Kirken. Bispeembedet udfører en vigtig tjeneste; men det er nødvendigt at stille alt dette til rådighed for Kirken i denne synodale ånd, der simpelthen betyder, at man vandrer sammen og sammen søger efter det, Herren beder os alle om i denne tid.

Hvor meget præger økonomiske problemer biskoppernes liv?

Det kræves af biskoppen, at han er en god administrator eller i det mindste finder en god administrator, der kan hjælpe ham. Paven har sagt til os, at han ønsker en fattig Kirke og en kirke der er til for de fattige. Der er tilfælde, hvor strukturer eller infrastrukturer fra en anden tid ikke slår til længere og hvor man anstrenger sig for at bevare dem. Samtidig er Kirken, også på de steder hvor jeg har arbejdet, ansvarlig for uddannelses- og sundhedsinstitutioner, der tilbyder folket helt fundamentale ydelser, for mange gange lykkes det ikke for staten at tilbyde dem. Personligt er jeg ikke af den opfattelse, at Kirken bør sælge alt og “blot” prædike evangeliet på gaden, Det drejer sig alt i alt om et ansvar, der er meget stort, men der er ikke entydige svar. Den broderlige hjælp lokalkirkerne imellem skal fremmes. Over for nødvendigheden af at holde nogle strukturer i live med de indtægter, der ikke mere er som de var, må biskoppen være meget praktisk. De klausurerede nonner siger altid: “Vi må være tillidsfulde og overlade alt til Det guddommelige Forsyn for at man kan finde den måde der skal svares på. Det er også vigtigt aldrig at glemme den åndelige dimension. Ellers risikerer man at blive manager og ræsonnere som manager. Det sker nogle gange.

Hvordan ser De på forholdet mellem biskoppen og de sociale medier?

De sociale medier kan være et vigtigt instrument til at kommunikere evangeliets budskab ud, så man når tusindvis af personer. Vi bør forberede os på at bruge dem godt. Samtidig præsenterer verden af i dag, der jo forandrer sig hele tiden, os for situationer, hvor vi virkelig skal tænke os om flere gange, før vi taler eller før vi skriver et budskab på Twitter for at svare eller også bare for at stille spørgsmål i en offentlig form for alles øjne. Nogle gange risikerer man at give næring til splittelser og polemik. Der ligger et stort ansvar for at bruge de sociale netværk, kommunikationen, korrekt, for det er en mulighed, men også en risiko. Og det kan skade Kirkens fællesskab. Derfor er det nødvendigt at være meget forsigtig i brugen af disse midler.