杏MAP导航

Roberto Pasolini OFMCap

Bibelen beskriver den menneskelige historie som en spænding mellem løftet om evigt liv og dødens realitet. Med hele sin troskab og utroskab inkarnerer Israel denne kamp gennem sin vedvarende søgen efter det forjættede land. Den hellige Paulus taler om mennesket som en døende, der lever (2 Korintherbrev 6,9) ved at udtrykke eksistensens paradoks. Blandt profeterne fremstiller Ezekiel denne tilstand i sin vision af dalen med de indtørrede knogler (Ezekiel 37). Israel viser sig som en kirkegård under åben himmel uden liv og håb.

Gud beordrer profeten til at tale til knoglerne, der samles igen og iklædes kød, men forbliver livløse, indtil Hans Ånd blæser på dem.

Denne vision handler ikke bare om, at jøderne vender tilbage fra eksilet, men afspejler den menneskelige tilstand: ofte eksisterer vi uden virkelig at leve. De indtørrede knogler symboliserer ”den første død”, der manifesterer sig i angsten, i apatien og i tabet af håbet. Det er det, der skete for Adam og Eva efter synden; deres krop var levende, men adskilt fra Gud.

Kun Guds Ånd kan igen give os et autentisk liv. Alligevel eksisterer der også en ”anden død”, ofte forstået som den evige fortabelse, men som også kan ses som den biologiske død. Den der allerede har overvundet den første død eller angsten, egoismen og illusionen af kontrol står over for den anden uden frygt. Den hellige Frans af Assisi udtrykker det i Solsangen, hvor han lovpriser den, der modtager døden i Gud.

Johanes Åbenbaring siger, at ”Den, der sejrer, skal ikke skades af den andens død” (Johannes’ Åbenbaring 2,11). Den der lever i tro og håb kan gå igennem den uden at blive knust af den. Ezekiels vision lærer os, at opstandelsen begynder allerede nu: Gud venter ikke på vores død for at give os det evige liv, men giver det allerede nu og her, hvis vi modtager Hans ånd. Det sande spørgsmål er: vil vi blive ved med at være indtørrede knogler eller vil vi lade os genoplive af det sande liv?

Oversættelse og redigering: Lisbeth Rütz - Vatikanstaten