杏MAP导航

Francesco Marroncheddu – Vatikanstaten Oversættelse: Lisbeth Rütz, Vatikanstaten

Selv om det religiøse liv leves med mange karismer og under særlige former, så er og bliver det kontemplative liv i Kirken dog en speciel og ikke særlig kendt form for gudviet liv. De klausurerede klostre, der er spredt ud over hele verden fra store byer til små landsbyer, lyser op i de kirker, hvor de findes. De er oaser for åndelig rekreation og kontemplation og bliver en profeti for de stadig flere, der nærmer sig de kontemplative fællesskaber og med dem deler bønnen i klostret og nogle gange intense perioder, hvor man trækker sig tilbage.

Bønnens magt

Festen for Jesu fremstilling i templet blev valgt af Johannes Paul II i 1997 for at fejre verdensdagen for det gudviede liv. Ud over alle de gudviede mænd og kvinder, der frembærer deres liv med dets særlige ”aktiver”, med deres respektive nådegaver (fra sogne til hospitaler, fra skoler til kantiner), kan man ikke lade være med taknemmeligt at tænke på de kontemplative søstre, der med styrken i deres uafbrudte bøn støtter Kirkens liv, repræsenterer dens lovsang og dens venten på Faderen. I virkeligheden har de klausurerede søstre allerede deres egen dag – nemlig den 21. november. Den ligger på festen for Marias fremstilling i templet; men den 2. februar minder os om, at det kontemplative liv er en af de mange mulige måder, man kan leve et gudviet liv på. I et samfund som det nuværende, hvor den der tæller er den, der ”udretter” mest og eksponeres, er den der tilsyneladende ”ikke udretter noget” og lukker sig inde i klosterstilhed ikke mindre værdifuld og nødvendig. Klostrene er der for at tale til os om et ”allerede og endnu ikke” – et eskatologisk perspektiv, der minder os om, at vi ikke er født bare for at se os omkring, men også for at se opad mod solen.  “Jesus fremstilles i templet, og dette er et profetisk tegn på hans totale indvielse til Faderen. På samme måde vil enhver gudviets og altså også vi klosterviedes liv være et tegn på denne indvielse i Kirkens liv”. Det siger moder Chiara Veronica Sebastiano, abbedisse for klarissekapucinerne i Città del Castello ved Perugia. Her levede den hellige mystiker Santa Veronica Giuliani (1660-1727) sit klosterliv. “Fra liturgien, forklarer moder Chiara Veronica, – kan vi uddrage to ord, der oplyser og giver mening til denne dag, der er helliget alle de gudviede: venten og møde. Evangelisten Lukas fortæller os, at Josef og Maria går til templet for at overgive Jesus til Herren og efter Moseloven give det offer, de fattige bedes om: ofringen af to turtelduer. Der møder de Simeon og Anna. Disse to gamle mennesker er symbolske billeder på at vente: de minder om det gudviede liv, at dets profeti netop består i at vente på Herren, som kommer. Det gør de ved at støtte hele det kristne samfunds venten – det folk der så mange gange kan være distraheret og trættet af så mange gøremål, at de ikke længere lykkes med at leve i en venten. For øvrigt, Anna venter og samtidigt lever og understøtter hun andres venten”.

Det kontemplative liv som tegn og profeti

I den østlige tradition defineres denne fest som festen for mødet, og det er unikt, hvordan mange personer netop møder Gud takket være mødet med et kontemplativt fællesskab, der åbner sine gitre for vidnesbyrd ved at gøre sig villigt til at være fælles om bøn. ”I Simeon og Anna møder Gud i sin Søn alle dem, der ventede på Hans komme –understreger moder Chiara Veronica – I Det gamle Testamente er det Gud, der omfavner sine børn, der møder dem ved at bære dem i sine arme. I dag vendes det om: det er Gud, der i Jesus i Marias og Josefs favn kommer ind i templet”. En omvendthed, der derfor afslører Guds ukendte ansigt og forandrer vores relation med ham og vores indbyrdes relation. Det kontemplative liv gør sig selv til tegn og profeti i dette møde, der præger en bestemt stil for efterfølgelse: vi er kaldede til at tage os af hinanden, til at være ansvarlige og i stand til at bære den anden på armen i hans behov og skrøbelighed, men også til at være så ydmyge og disponible, at vi lader os løfte af en anden”. Takket være det søskendeliv, der er selve rytmen i klostrenes dage, bliver kontemplationen således anledning til at dele: “Vi kan ikke tjene Guds rige alene, konkluderer moder Chiara Veronica. Vi kan kun gøre det ved at vente sammen i mødet og i omsorgen, i løftet fra Herren: ” Ja, jeg kommer snart”.