杏MAP导航

Vatican News

Oversættelse : Lisbeth Rütz - Vatikanstaten

Den hellige Stols pressekontor offentliggjorde onsdag teksten til den katekese, pave Frans havde forberedt til dagens generalaudiens. Her følger teksten, der er tænkt som en del af den katekesecyklus, som er planlagt i jubelåret om ”Jesus Kristus vores håb. Jesu barndom”. Teksten kommer med en refleksion over Jesu fremstilling i templet.

Goddag kære brødre og søstre! Vi grunder i dag over skønheden i ”Jesus Kristus, vort håb” (1. Tim. 1,1) i det mysterium, som fremstillingen af Ham i templet er. I fortællingerne om Jesu barndom viser evangelisten Lukas os den lydighed, Maria og Josef viste over for Herrens lov og alle Hans forskrifter. I virkeligheden var der i Israel ingen forpligtelse til at fremstille sit barn i templet; men den der levede i lydhørhed over for Herrens ord og ønskede at dannes efter dette anså det for at være en værdifuld praksis. Sådan havde Anna, mor til profeten Samuel, gjort. Hun var ufrugtbar; men Gud lyttede til hendes bøn og da hun havde fået sin søn, førte hun ham til templet og overgav ham for altid til Herren (jf. 1Sam 1,24-28).

Lukas fortæller altså om Jesu første kultiske handling. Den blev fejret i den hellige by Jerusalem, der kommer til at være målet for hele hans tjeneste som omvandrende prædikant fra det øjeblik, hvor Han tager den faste beslutning at stige derop (jf. Lukas 9,51), og vandre mod fuldførelsen af sin mission.

Maria og Josef begrænser sig ikke til at indsætte Jesus i en historie om familie, folk og pagt med Herren vor Gud. De viser omsorg for Ham og Hans opvækst og fører Ham ind i troen og kulten. Og de vokser selv gradvist i forståelsen af et kald, som kommer til at overleve dem.  I templet, som er et ”bedehus” (Lukas 19,46) taler Helligånden til en gammel mands hjerte: Simeon, der er en del af Guds hellige folk, forberedt på at vente og håbe. Han længes efter, at de løfter, Gud havde givet til profeterne, skal opfyldes. Simeon føler og bliver bevidst om, at Herrens Salvede er til stede i templet. Han ser lyset, som igen stråler midt i det folk, der er sunket ned ”i mørket” og går hen mod dette barn, der som Esajas profeterer” er født os” (jf. Esajas 9,5). Simeon omfavner dette barn, der lille og forsvarsløst hviler i hans favn; men i virkeligheden er det ham, der finder trøst og fylde i sit liv ved at knuge det ind til sig. Det udtrykker han i en højsang, der er fuld af bevæget taknemmelighed, en sang, der i Kirken er blevet til den bøn, som bedes ved dagens slutning:

”Herre, nu lader du din tjener

Gå bort med fred efter dit ord.

For mine øjne har set din frelse,

Som du har beredt for alle folk:

Et lys til åbenbaring for hedninger

Og en herlighed for dit folk Israel” (Lukas 2,29-32).

Simeon besynger glæden for den der har set, har genkendt og kan videregive mødet med Israels og folkenes Frelser til andre. Han vidner om den tro, han får i gave og kommunikerer videre til de andre; han er et vidne om det håb, der ikke skuffer; han er et vidne om kærligheden hos den Gud, der fylder menneskets hjerte med glæde og fred. Opfyldt af denne åndelige trøst ser den gamle Simeon ikke døden som afslutningen, men som opfyldelse, som fylde. Han venter på den som en ”søster”, der ikke tilintetgør, men fører ind i det sande liv, som han allerede har fået en forsmag på og som han tror på.

Den dag er Simeon ikke den eneste, der ser den frelse, som er blevet inkarneret i Jesusbarnets skikkelse. Det samme sker også med Anna, en kvinde på over 80 år, enke, helt hengivet til tjenesten i templet og indviet til bøn. Ved synet af barnet fejrer Anna netop Israels Gud, der netop i dette lille barn har forløst sit folk og fortæller det til de andre ved at udbrede det profetiske ord med generøsitet. Lovsangen om forløsningen af de to gamle mennesker resulterer således i forkyndelsen om jubelåret for hele folket og for verden. I Jerusalems tempel tændes således igen håbet i hjerterne, fordi Jesus Kristus, vort håb, er kommet ind i det.

Kære brødre og søstre, lad også os efterligne Simeon og Anna, disse ”håbets pilgrimme”, der har klare øjne, som kan se om bag ved facaden, som forstår at vente på Guds besøg i glæde og forstår at “fornemme” Guds nærhed i det små, som forstår at tænde for håbet i brødrenes og søstrenes hjerter.